Status: MacLab har et eksemplar af programmet MousePaint, som er et tegneprogram til Apple-maskiner med tilkoblet mus. Programmet ligger på en 5 1/4″ floppydiskette og er afviklet på samlingens Apple IIe, som er blevet udstyret med et udvidelseskort, der muliggør tilkobling af mus.
Her ses en affotografering af tegneprogrammet “MousePaint 1.0″, som er udviklet af Bill Budge fra Apple Computer i 1984, dvs. ved samme tid som da den første Macintosh blev lanceret med sit helt igennem grafisk baserede styresystem.
Som det ses af Info-boksen er programmet inspireret af MacPaint, som er et tilsvarende program, der kunne afvikles på Macintosh. Til forskel fra programmet MacPaint på Macintosh, er MousePaint det eneste program der afvikles på computeren, når man benytter det. På Macintosh arbejder man med et bagvedliggende skrivebord til filhåndtering, hvor programmerne placerer sig ovenpå, når de afvikles. På Apple IIe med MousePaint har man ikke det bagvedliggende skrivebord, men man kan dog i dette program glæde sig over et let betjent grafisk interface bestående af rullegardinmenuer, musemarkør, palletter og vinduer.
Kraftig inspiration fra Mac’en
Der ses en kraftig inspiration fra Mac’ens System 1 i MacPaint: Æble-menuen findes nøjagtigt som på Macintosh øverst til venstre i skærmbilledet. Info-boksen (og andre vinduer), som er kaldt frem på skærmen kan desuden flyttes rundt med musemarkøren. Der er altså tale om et “rigtigt” vindue, som i øvrigt i lighed med Macintosh’s betjening lukkes ved et klik på firkanten øverst til venstre.
Musemarkøren er væsentligt anderledes formgivet end på Macintosh’s System 1. Det kan tænkes at Apple IIe’s grovere skærmopløsning er årsagen til, at man har måttet vælge et design, der baserer sig på rette vinkler og 45 graders vinkler – det giver på denne måde ganske enkelt en bedre illusion af en pil, som skal tegnes med små firkanter (pixels) i en så relativt grov opløsning.
Den skarpe iagttager vil desuden lægge mærke til designtræk fra Lisa OS, hvor vinduerne bærer en lignende markering af lodrette linier, hvis tæthed gradueres for at illudere en tonet overgang fra den sorte farve til den hvide.
Grafiske brugergrænseflade på en Apple II?
De gamle Apple II-maskiner forbinder man ofte med tekstbaserede interfaces, hvor brugeren skal benytte kommandoer for at betjene computeren. Denne opfattelse stammer formentlig fra det meget udbredte Apple ProDOS, som er et eksempel på et tekstbaseret styresystem, der faktisk fulgte med mange eksemplarer af Apple IIe. Et grafisk styresystem kræver da også mere af computeren end et tekstbaseret, idet der benyttes mere hukommelse til generingen og håndteringen af det den grafiske fremstilling i pixels end til en fremstilling med bogstaver, tal og tegn.
Den grafiske brugergrænseflade hænger traditionelt set uløseligt sammen med musen som pege- og vælgeenhed. Ofte ser man ikke mus tilkoblet maskiner i serien Apple II og Apple III, hvorfor et grafisk interface til disse maskiner synes endnu mindre oplagt.
Trods de store krav til en computer, der skal betjenes via en grafisk brugergrænseflade blev grafik og betjening med mus faktisk benyttet som en markedsføringsparameter til f.eks. en maskine som Apple IIe. Det ses bl.a. af en af de oprindelige plakater for maskinen, der viser den i et lettere surrealistisk 3D-landskab. Bemærk den videnskabeligt inspirerede trådgittermodel på maskinens skærm og den tilkoblede mus:
Der er da heller ingen hindring for at benytte et grafisk interface på f.eks. en Apple IIe. Maskinen blev leveret med 64 KByte RAM og kunne desuden udvides vha. en RAM-port. Andre kort til f.eks. tilkobling af en mus er også en mulighed. Låget vippes nemt af maskinen, hvorefter der er direkte adgang til kortpladserne, der benyttes til udvidelser. På billedet herunder bliver der således installeret et kort til tilkobling af mus og et andet til printer:
Musen, som vi i vores forsøg tilkoblede udvidelseskortet er af den type, som kendes fra de første Macintosh og Macintosh Plus. Der skal ikke installeres nogen drivere eller foretages noget videre for at få musen til at virke. Udvidelseskortet sættes i maskinen, musen kobles på og MousePaint sørger for at det hele fungerer.