QuickTake 100

Status: Daniel Buttenschön har doneret et ikke-fungerende eksemplar af Apple QuickTake 100 til MacLab Danmarks samling. Desuden er den originale batterioplader og manualen til apparatet også at finde i samlingen. MacLab Danmark har desuden modtaget et fungerende eksemplar af Apple QuickTake til samlingen.

Verdens første digitalkamera til private

“Apple QuickTake 100 er et enkelt men godt designet, ‘sexet’ produkt, som er nemt og sjovt at bruge. Hvis det vinder terræn, vil det blive forløberen for en række af produkter, der kan ændre måden familier tager, håndterer og udskriver deres billeder.”

- Citat fra anmeldelsen af Apple QuickTake 100 i fotomagasinet “Digital Imaging Plus”, marts 1994 [oversat til dansk fra engelsk].

Med ovenstående ord afsluttede John Henshall sin anmeldelse af Apples da nyligt lancerede digitale fotografiapparat. At digital fotografering ville ændre på, hvordan familier benyttede et kamera, fik skribenten helt ret i. Apples QuickTake 100 var ikke blot et kamera med et gennemført design, men var også det første digitale kamera i verden, som kunne tilsluttes en almindelig hjemmecomputer. Kameraet kan altså roligt siges at have haft afgørende betydning for det digitale kameras udvikling.

Serial killer

Skribenten kaldte kameraet en “serial killer”, hvilket hentydede til kameraets store potentiale, men også til den serielle indgang, som gjorde det nemt for enhver Macintosh-bruger at overføre sine billeder fra kameraet til computerens harddisk. I artiklen fremgår det tydeligt mellem linierne, hvordan skribenten på andre digitale apparater har fundet tilslutning via SCSI-kabel besværligt. Formentlig fordi man ikke med SCSI-standarden kan tilslutte enheden, samtidig med at computeren er tændt.

Apple og Kodak

Apple QuickTake var det første digitale kamera, Apple nogensinde lancerede. Det blev til i et samarbejde mellem Apple Computer Inc. og Eastman Kodak og blev lanceret 17. februar 1994 på MacWorld-messen i Tokyo. I maj måned samme år kunne de første kameraer købes i en Macintosh-kombatibel udgave. Benyttede man Windows på en PC, måtte man vente til juni 1994, hvor man kunne købe kameraet med et tilhørende PC-kompatibelt kabel og en Windows-version af QuickTake-softwaren.

At Kodak har været med til udviklingen af QuickTake 100 kan ses direkte, hvis man vælger at “Se info” om den medfølgende software til kameraet. Her fremtræder Kodak som en af copyrighthaverne på softwaren.

Apples design var at genfinde i Kodaks kameraer

I øvrigt bærer Kodaks egne digitale kameraer, som blev lanceret i de efterfølgende år tydelig inspiration fra Apple QuickTake 100’s design, der dog selv også trækker på tidligere kameragenerationers designprincipper. Herunder ses et Kodak DC-50, der bærer det grundlæggende kikkert-princip i sit design uden dog at have samme elegance som QuickTake 100:

Utraditionelt design og nem betjening

QuickTake 100’s design er i dag opsigtsvækkende, idet det adskiller sig markant fra nutidens almindelige analoge og digitale kameraer, der i bred udstrækning synes at være designet efter en konsensus om, hvordan et kamera kan og skal se ud. Bedst kan kameraet sammenlignes med en kikkert af udseende. Med en enkelt hånd sætter man kameraet på 500 g for sit øje og indfanger med et enkelt pegefingertryk på udløseren det motiv, som man udvælger via kameraets søger.

Herunder ses undertegnede, der oplever historiens vingesus ved at sætte øjet for verdens første digitalkamera til privatbrug (9 år senere):


I manualen til Apple QuickTake viser Apple dog med en illustration, hvordan man kan støtte kameraet med den ene hånd, hvilket nok også har faldet nybagte ejere af kameraet i 1994 naturligt ind, når de stod med et lækkert produkt til 535 dollars (ca. 4.280 kr) i deres hænder.

Illustrationen er fra side 11 i brugerhåndbogen til QuickTake 100.

Lagerplads og billedkvalitet

For at kunne lagre de indfangede billeder, er kameraet udstyret med 1 MB Flash EPROM, der betyder, at man kan tage 32 billeder i størrelsen 320 x 240 pixels. Denne størrelse svarer nøjagtigt til det kvarte areal af en 13″-skærm i datidens standardopløsning. Vil man optage billeder af højere kvalitet, nemlig det fire gange så store 640×480-pixels-format, kan man lagre otte fuldskærmsbilleder i kameraet. Til almindelig brug er der altså, godt at vælge, hvad der svarer til en almindelig filmrulles kapacitet til rådighed, inden kameraet skal tømmes for sit indhold.

En enkelt megabyte lagerplads til billeder synes måske ikke af meget i dag, men i 1994 var det ganske fornuftigt taget prisen på denne type ram i betragtning. Samtidigt betyder det, at den forholdsvist langsomme overførsel via det serielle interface i praksis er helt acceptabel. Et helt fyldt kamera tager ikke mange minutter at tømme via det serielle kabel.

Medfølgende udstyr til kameraet

QuickTake 100-produktet består udover selve kameraet af en række tilbehør, som fulgte med i købet:

  • Batterioplader
  • Genopladelige NiCad-batterier
  • Serielt kabel
  • QuickTake Software (2 disketter)
  • Rem til kameraet
  • En manual til kameraet og den medfølgende software

Selve kameraet er udover det rent æstetiske også et ingeniørmæssigt lille kunstværk. Her ses fra den medfølgende manual en oversigt over kameraets features:

Illustrationen er fra side 11 i brugerhåndbogen til QuickTake 100.

Software

Den tilhørende software, som muliggør overførsel af billeder fra QuickTake 100 til computeren, er et helt typisk Apple-produkt. Et enkelt kontrolpanel lægges således som eneste indledende foranstaltning ind på computeren. Når kontrolpanelet åbnes, får man mulighed for at kontakte kameraet via det serielle kabel. Herved dukker kameraet op på skrivebordet som et ikon parallelt med harddiske og disketter på skrivebordet. Man kan altså kopiere billederne fra kameraet over på sin harddisk nøjagtigt som var det filer fra disketter eller andre eksterne lagerenheder. Befriende simpelt og nemt!

Billederne bliver optaget i det specielle “PICT QuickTake”-format, men den medfølgende software til kameraet giver mulighed for at konvertere billederne til almindeligt PICT-format eller TIFF-format.

Med softwaren var det desuden muligt at navngive kameraet, fjernbetjene dets funktioner via det serielle kabel samt sætte kameraets interne dato og klokkeslæt.

Ikke for venstrehåndede

Apple QuickTake 100 er i sandhed et lækkert designet kamera. Det erfarer man, så snart man har holdt det i hånden. Imidlertid er det interessant at bemærke, at Apple med dette meget assymetriske kameradesign udelukker venstrehåndedes naturlige brug af produktet. Tidligere i Apples designhistorie har vi set eksempler på, hvordan produkterne er modulopbyggede (som f.eks. trackballen på Macintosh Portable), så venstrehåndede selv kan “spejlvende” designet. Apples mus har f.eks. også altid været symmetriske, så de kan benyttes af både i højre- og venstrehåndede brugere (der endda selv kan vælge om de vil sætte musen i højre eller venstre side af ADB-tastaturet). Om Apple har vurderet, at venstrehåndethed ikke spiller ind på brugeres anvendelse af kameraer er svært at sige, vi kan blot konstatere, at Apple QuickTake 100 er en afvigelse fra den ellers ofte gennemførte “demokratiske” designtankegang.

Navnefamilielighed med QuickTime

Det er desuden værd at bemærke, at navnet på Apples kameraserie, QuickTake, ligger tæt op af Apples grafikteknologier QuickTime og QuickDraw. Det er ikke på andre tidspunkter i Apples historie set, at andre hardwareprodukter udover QuickTake fik et navn startende med “Quick”. Hardware, der ellers også har med billeder at gøre, f.eks. scannere, farveprintere og skærme, har alle haft helt andre navne, som ikke kan relateres direkte til “Quick”-familien.